Gå til hovedindhold

VORES Pædagogiske Læreplan

Her kan du læse om det pædagogiske fundament i VORES Børnehus.

Indhold

    Børn er forskellige i alder, i køn, i udseende, i vaner, i drømme, i interesser, i behov, i kultur - men ens i ønsket om at have et godt og trygt liv hvor de kan lege, lære, udvikle sig og dannes.

    M.C. Holms Børnehus er en kommunal integreret institution, med børn i alderen 0-6 år. hh
    Børnehuset er under samme tag - fordelt i 3 afdelinger - stier. Der er en fælles garderobe der binder os sammen og en stor fælles legeplads - dog har hver afdeling sin egen gårdhave.

    Vi er placeret i bynært miljø, med kort afstand til skov, strand, havn og bylivets øvrige fordele. På samme matrikel ligger M.C. Holms Skolen, som er en indskolings med 0. til 3. klassetrin. Vi har her et naturligt samarbejde om overgangen fra børnehave til skole.
    Den kommunale Dagpleje er organisatorisk placeret under Børnehuset, hvorfor der også her er et tæt samarbejde om overgangen til børnehave.

    Havestien

    Op til 44 vuggestuebørn fordelt på 4 grupper. Børnene er i alderen ca. 10 mdr. til 3 år.
    I vuggestuen er der et stort fokus på de små grupper, hvor børnene har en tryg og genkendelig hverdag.
    Omkring den måned hvor barnet fylder 3 år, flytter barnet i børnehaven – en overgang der har været fokus på gennem længere tid, og derfor er glidende. Denne proces sker i samarbejde med forældrene.

    Skovstien og Strandstien

    Disse stier er begge børnehaver og har hver op til 60 børn i alderen 3 år til skolestart. På hver sti er der 3 grupper, hvor børnene er opdelt efter alder. Det vægtes at opdele børnene i mindre legefællesskaber, med fokus på tryghed og nærmeste udvikling.
    Hverdagen er båret af rutiner og genkendelighed.
    Alle børnene har en fast turdag, hvor de som udgangspunkt er ude af huset fra kl. 9.00-14.00, de yngste børnehavebørn er afsted fra ca. 9.00-ca 11:00. Aktiviteterne tilpasses børnegruppen, og de yngste børnehavebørn deltager efter deres egne kræfter og behov.

    VORES Værdigrundlag

    Det pædagogiske grundlag

    I M.C. Holms Børnehus ser vi barndommen som værdifuld i sig selv. Børn skal have tid, ro og plads til at være børn – og til at udvikle sig i deres eget tempo. Vi møder alle børn med anerkendelse, respekt og nysgerrighed, og vi tager udgangspunkt i deres perspektiver, kompetencer og initiativer.

    Vores opgave er at sikre, at hvert barn bliver set, hørt og forstået. Vi skaber trygge, omsorgsfulde og inkluderende læringsmiljøer, hvor alle børn kan deltage og være en del af fællesskabet.

    Havestien – Vuggestuen (0–2,9 år)

    I vuggestuen skaber vi en rolig, tryg hverdag med fokus på tæt kontakt, gode relationer og barnets behov. Vi støtter barnets tidlige selvstændighed – fx ved at lade børnene vælge mad fra fælles fade – og vi tilpasser dagen efter det enkelte barns rytme. De største tilbydes motorikrum om morgenen, så der både er plads til energi og ro på stuen.

    Skovstien & Strandstien – Børnehaven (2,9–6 år)

    I børnehaven følger vi børnenes initiativer og giver plads til deres nysgerrighed. Vi er medopdagere, der støtter børnene uden at tage styringen. Når børn viser interesse for noget – fx et krat på en tur – følger vi deres spor, stiller åbne spørgsmål og skaber et læringsmiljø, hvor børnene undersøger verden sammen.

    I M.C. Holms Børnehus arbejder vi målrettet med at styrke børns dannelse. For os betyder dannelse, at børn gennem egne erfaringer udvikler værdier, viden og handlemuligheder, som hjælper dem med at forstå sig selv og verden omkring dem. Vi ser børn som aktive deltagere, der både kan og skal have indflydelse på deres hverdag.

    I vores daglige praksis tænker vi dannelse, demokrati og ligestilling ind i læringsmiljøerne. Alle børn skal opleve at have en stemme – uanset alder, baggrund eller temperament. Vi skaber fællesskaber, hvor børn lærer at lytte, forhandle, vise hensyn og handle med omtanke. Personalet arbejder bevidst med at invitere børnene med i beslutninger, give dem medbestemmelse og tage deres perspektiver alvorligt.

    Havestien – Vuggestuen 

    I vuggestuen er dannelse en del af de små rutiner.

    • Dannelse: Vi øver bordskik, fx at sende fadet videre eller lægge vaskekluden i kassen efter måltidet.
    • Demokrati: Børnene får lov at vælge – fx hvilken frugt de vil have eller hvilket legetøj de vil lege med.
    • Ligestilling: Vi leger sammen, taler sammen og øver at vise respekt for hinanden, uanset hvem man er.

    Vi møder børnene med blik for deres behov og giver dem en rolig og tryg hverdag, hvor relationer og nærvær er i fokus.

    Skovstien & Strandstien – Børnehaven 

    I børnehaven bruger vi legen aktivt til at styrke børns dannelse. Gennem legen lærer børn at samarbejde, forhandle roller, vise omsorg og tage hensyn.

    Et eksempel er legen ”Far‑mor‑børn”. Ofte starter et par børn legen og fordeler roller. Når flere børn vil være med, forhandler de indbyrdes om roller og muligheder, så alle får en betydning i legen. Her øver børnene både demokrati, fællesskab og sociale spilleregler.

    Den voksne følger legen tæt, støtter når der er behov og guider børnene i at lytte til hinanden, håndtere afvisninger på en god måde og sætte sig i andres sted – uden at tage styringen fra dem.

    I M.C. Holms Børnehus har legen en helt central plads i hverdagen. Legen har værdi i sig selv og er samtidig grundlaget for børns sociale, sproglige og personlige udvikling. Når børn leger, udvikler de fantasi, nysgerrighed, selvregulering, konfliktløsning, relationer og identitet. Legen er barnets første sprog – en måde at forstå sig selv, andre og verden på.

    Vi arbejder med en legende pædagogisk praksis, hvor de voksne aktivt hjælper børn ind i legen, støtter legeprocesser og skaber rammer, der gør det muligt for alle børn at deltage. Nogle børn finder selv ind i legen, mens andre har brug for, at en voksen viser vejen, skaber struktur eller holder legen i gang. Vores opgave er at være legende rollemodeller i børnehøjde, der bidrager med sprog, ideer og nærvær – uden at tage ejerskabet fra børnene.

    Et tydeligt børneperspektiv er en vigtig del af arbejdet. Vi er optagede af, hvad børnene oplever, hvad der motiverer dem, og hvad der kan stå i vejen for deres deltagelse. Den viden bruger vi til at justere både miljøer og praksis, så alle børn oplever sig inviteret ind i meningsfulde legefællesskaber.
    Havestien – Vuggestuen 

    I vuggestuen er vores vigtigste opgave at hjælpe børnene med at opdage hinanden og finde ind i legefællesskaber.

    Vi:

    • sætter lege i gang og viser, hvordan man leger sammen
    • inviterer børnene ind i leg på en tryg og tydelig måde
    • indretter stuen med forskellige legestationer (fx køkken, LEGO, modellervoks, puslespil), der giver mulighed for fordybelse

    Når vi sætter små legeprocesser i gang, fx omkring modellervoks eller puslespil, bliver legen en vej ind i fællesskabet – og børnene får erfaringer med at være sammen, dele, vente og blive set.

    et. Vi er optagede af, hvad børnene oplever, hvad der motiverer dem, og hvad der kan stå i vejen for deres deltagelse. Den viden bruger vi til at justere både miljøer og praksis, så alle børn oplever sig inviteret ind i meningsfulde legefællesskaber.

    Skovstien & Strandstien – Børnehaven 

    I børnehaven understøtter vi både børneinitieret og vokseninitieret leg.

    Vokseninitieret leg kan fx være en brydeleg, hvor en voksen sætter tydelige rammer og hjælper børnene med at aflæse hinandens signaler og lege trygt.

    Børneinitieret leg opstår ofte i rollelegen, hvor børn forhandler roller, aftaler regler og skaber historier sammen. Når flere vil være med, justerer børnene i fællesskab legen, så alle får en plads. Her er den voksne tæt på og klar til at støtte turtagning, forhandling og gode måder at tale sammen på – uden at overtage legen.

    Uanset om legen er voksen- eller børnestyret, arbejder vi ud fra tanken om, at der er læring i al leg – men ikke leg i al læring. Derfor værner vi om legens særlige betydning og skaber rum, tid og nærvær, så alle børn kan udvikle sig og trives i stærke legefællesskaber.

    I M.C. Holms Børnehus forstår vi læring bredt. Børn lærer hele dagen – gennem leg, relationer, nysgerrighed, rutiner og planlagte aktiviteter. Læring sker, når børn udfordres, når de undersøger verden, og når de er i fællesskab med andre. Vores pædagogiske læringsmiljø skal styrke både den kropslige, følelsesmæssige, sociale og kognitive udvikling.

    Læring opstår i vekslingen mellem børneinitierede lege, vokseninitierede aktiviteter og hverdagens rutiner som fx måltider og påklædning. Vi skaber et trygt, inddragende og mangfoldigt læringsmiljø, hvor børn lærer gennem kommunikation, dialog og sociale interaktioner. Vi ved, at læring kræver mod – mod til at prøve, fejle, eksperimentere og slippe fantasien løs.

    Havestien – Vuggestuen 

    I vuggestuen foregår læring i nære, overskuelige aktiviteter med voksne i børnehøjde.

    Et eksempel er en lille legestation med LEGO på gulvet, hvor den voksne inviterer børnene ind i legen. Her guider vi børnene, sætter ord på handlingerne og viser, hvordan man kan lege og være sammen. I aktiviteten får børnene mulighed for at:

    • spejle sig i den voksne
    • udvikle sprog og begreber
    • styrke finmotorik
    • opleve fællesskab og tryghed
    • opdage nye venskaber

    Når voksne er tæt på og engagerede, opstår læringsrum præget af fordybelse, nærhed og betydningsfulde relationer.

    Skovstien & Strandstien – Børnehaven 

    Vokseninitieret læring
    De voksne deltager aktivt i legen og hjælper børnene med at udvide den. Vi har fokus på at inkludere børn, som står udenfor, og vi støtter børnene i alle hverdagens situationer – både i aktiviteter, på toilettet og i legene.

    Børneinitieret læring
    Når børnene selv tager initiativ, skabes rige læringsmuligheder.
    Et eksempel er en gruppe af de ældste børn, der forsøger at klatre på en væltet træstamme i skoven. Børnene guider hinanden, viser hvor man kan holde fast og hjælper hinanden op. Her lærer de gennem samarbejde, kropslig udforskning, mod og fællesskab.

    I M.C. Holms Børnehus ser vi leg, læring og dannelse som noget, der sker i fællesskab. Alle børn skal opleve, at de hører til, bliver lyttet til og mødt med respekt. Børnefællesskabet er en vigtig del af barnets udvikling, og både pædagoger, ledelse og forældre har et fælles ansvar for at skabe en god balance mellem individ og fællesskab.

    I hverdagen indgår barnet i et socialt rum sammen med andre børn og voksne. Det er i dette fællesskab, barnet udvikler sig, oplever nye muligheder og får erfaringer, der er afgørende for dannelse, venskaber og trivsel. Derfor arbejder vi aktivt med at skabe relationer på tværs af alder, kultur og personligheder – og med at sikre plads til både initiativ, deltagelse og fordybelse.

    Fællesskaber skal rumme forskellighed, give mulighed for at prøve nye roller og støtte børn i at danne venskaber. Vi arbejder ud fra børnenes perspektiver og hjælper dem med at navigere i sociale situationer, så de oplever tryghed, ligeværd og gensidig respekt. 

    Havestien – Vuggestuen 

    I vuggestuen opstår fællesskaberne især gennem leg.

    • I den børneinitierede leg – fx leg i udekøkkenet – får børnene øje på hinanden, imiterer, lærer af hinanden og leger på tværs af alder og køn.
    • I den vokseninitierede leg støtter vi børnene i at være en del af fællesskabet. Den voksne guider, inviterer ind og hjælper alle med at føle sig set og inkluderet.

    Fællesskabet er her småt, nært og båret af trygge relationer.

    Skovstien & Strandstien – Børnehaven 

    I børnehaven arbejder vi med flere forskellige fællesskaber i løbet af dagen.

    • Om morgenen og eftermiddagen leger børn ofte på tværs af basisteams.
    • Om formiddagen deler vi ofte børnene i mindre grupper for at støtte fordybelse, venskaber og trygge relationer.
    • Mindre grupper giver mulighed for at hjælpe børn, der har brug for støtte til at finde ind i legen – eller som har behov for ro til selvvalgt fordybelse.

    Vi guider børnene i de sociale spilleregler, både i konkrete situationer og i samlingerne. Med mange kulturelle baggrunde i huset taler vi om forskelligheder, ligheder og respekt for hinanden – så børnene får et nuanceret syn på hinanden og på verden.

    At styrke børnefællesskaberne er en af vores vigtigste opgaver. Når børn oplever tryghed, ligeværd og venskaber, forebygges mobning – og der skabes stærke rammer for både trivsel, udvikling og glæde ved at være sammen.

    I M.C. Holms Børnehus forstår vi det pædagogiske læringsmiljø som alt det, børnene møder i løbet af dagen – både de planlagte aktiviteter, rutinerne og de spontane øjeblikke. Læringsmiljøet er til stede overalt og hele tiden, og vi arbejder bevidst og målrettet med børns trivsel, læring, udvikling og dannelse i alle sammenhænge.

    Vores praksis bygger på det pædagogiske grundlag, og vi skaber rammer, der giver børnene de bedste muligheder for at udforske, lære og udvikle sig. Det betyder, at læring foregår i leg, i vokseninitierede aktiviteter, på ture ud af huset, i dialoger og i hverdagssituationer som måltider, garderobe, oprydning og toiletbesøg. Hver situation rummer muligheder for at lære – både socialt, følelsesmæssigt, motorisk og kognitivt.

    Havestien – Vuggestuen 

    I vuggestuen ligger læringen ofte i de helt nære rutiner.
    Når en voksen hjælper barnet med at vaske hænder, viser hvordan man tager sæbe på og skyller hænderne, giver vi barnet mulighed for gradvist at lære at gøre det selv. Her mødes barnet i ro, nærvær og i et tempo, hvor det får lov at prøve, øve og lykkes.

    Skovstien & Strandstien – Børnehaven 

    I børnehaven arbejder vi med læring i både leg, rutiner og måltider.
    Ved frokosten opfordrer vi børnene til selv at øse mad op, sende fade rundt og skære deres mad. Børnene lærer af at se hinanden – og af at hjælpe hinanden – fx når de smører mad eller skærer maden over. Samtalerne ved bordet giver desuden mulighed for at arbejde med sprog, sociale spilleregler og relationer.

    Forældresamarbejdet skal være præget af åbenhed, tillid og dialog. Forældrene skal opleve at de kan komme til os med både ris og ros, ligesom vi også vil stå til rådighed hvis der skulle opstå ting i familien som har indvirkning på barnets hverdag. Vi prioriterer forældresamarbejdet højt, da dette sikre de bedste muligheder for at opnå god trivsel hos det enkelte barn.

    Principper for forældresamarbejdet

    Forældresamarbejdet i M.C. Holms Børnehus bygger på institutionens værdigrundlag og et fælles ønske om at skabe de bedste rammer for børnenes trivsel, læring og hverdag. Vi lægger vægt på:

    Faglighed – Refleksiv praksis

    Vores pædagogiske personale guider og vejleder, når der er behov – med udgangspunkt i faglighed og indsigt.

    Fællesskab – Du er ikke alene

    Vi skaber rammer for fælles arrangementer, hvor forældre og børn kan møde andre familier. Det er vigtigt, at alle har mulighed for at deltage.

    Ligeværdighed – Alle er betydningsfulde

    Forældre kender deres barn bedst. Derfor inddrager vi forældrene aktivt og prioriterer god dialog i hverdagen.

    Anerkendelse – At blive set, hørt og mødt

    Når der opstår behov, finder vi tid til en samtale. Forældre skal opleve, at de og deres barn bliver mødt med nærvær.

    Respekt – Forskellighed er en styrke

    Vi er tydelige i vores forventninger og giver en klar vej ind i huset. Vi værdsætter forskelligheder.

    Trivsel – Tryghed som fundament

    Trygge relationer er afgørende for børns trivsel – både hjemme og i institutionen.

    (udarbejdet af bestyrelsen)

     

    Former for samarbejde

    Daglig kontakt:
    Kort udveksling ved aflevering og afhentning om barnets dag og trivsel.

    Individuelle samtaler:
    Vi afholder løbende samtaler omkring barnets udvikling eller ved særlige overgange. Der tilbydes også behovssamtaler.

    Digital kommunikation:
    Gennem Børne‑intra (senere Aula) deler vi billeder, planer, beskeder og årshjul.

    Fælles arrangementer:
    Året igennem inviterer vi til fx forældremøder, kaffemorgener, spiseaftener, julehygge, generalforsamling og sommerfest.

    Tværfagligt samarbejde:
    Forældre inddrages i samarbejdet med fx talepædagoger, psykologer, sundhedsplejersker, fysioterapeuter og skolen.

    HAVESTIEN – Vuggestue 

    Vi vægter tillid, dialog og inddragelse i hverdagen. Forældrene inddrages i barnets selvhjulpenhed – fx i garderoben – og vi viser, hvordan vi arbejder med det i vuggestuen, samt hvordan man kan støtte barnet hjemme.

    SKOVSTIEN & STRANDSTIEN – Børnehave 

    Et eksempel på forældresamarbejde i praksis er vores årlige julehygge, hvor børn, søskende og forældre deltager i kreative aktiviteter, sang og fælles spisning. Her får forældrene indblik i børnenes hverdag, møder andre familier og personalet – og fællesskabet styrkes.

    I M.C. Holms Børnehus anerkender vi, at alle børn kan være i en udsat position på forskellige tidspunkter i livet. Ifølge dagtilbudsloven dækker målgruppen blandt andet børn med en svag socioøkonomisk baggrund, børn med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse og børn, der midlertidigt eller gentagne gange står udenfor fællesskabet. Hvert barn har sine egne styrker, udfordringer og behov – og vi møder både børn og forældre åbent, respektfuldt og med afsæt i deres unikke situation.

    Børn i udsatte positioner lærer og udvikler sig som alle andre børn, når de møder et stærkt pædagogisk læringsmiljø og nærværende voksne. Her spiller kvaliteten i relationen mellem barn og voksen en afgørende rolle. Vi arbejder derfor målrettet på at støtte børn med forskellige udfordringer og sikre, at de bliver en del af fællesskabet. Det betyder, at vi har positive forventninger til barnet, giver plads til mestring og tilrettelægger aktiviteter, hvor barnet kan lykkes – både i leg, i strukturerede aktiviteter og i hverdagsrutiner.

    Nogle gange kan mindre grupper eller særligt tilrettelagte aktiviteter skabe ekstra ro, nærhed og fokus. Det giver mulighed for at arbejde målrettet med barnets sociale, følelsesmæssige og læringsmæssige udvikling. Forældre til børn i udsatte positioner er lige så betydningsfulde i fællesskabet som andre forældre, og derfor prioriterer vi dialog og samarbejde højt.

    Havestien – Vuggestue 

    Et barn i vuggestuen kan være i en udsat position, hvis det fx har svært ved sociale spilleregler eller har brug for ekstra støtte i leg.

    Eksempler:

    • Yoga i motorikrummet i en lille gruppe med en ekstra voksen: Barnet oplever ro, nærhed og succes i en aktivitet sammen med andre.
    • Små ture ud i det blå med en lille gruppe og en voksen: Barnet får ro, tid og nærvær og oplever sig som en del af fællesskabet.

    Målet er, at barnet føler sig betydningsfuldt, trygt og som en del af gruppen.

    Skovstien & Strandstien – Børnehave 

    I børnehaven kan et barn være i en udsat position, hvis det fx har svært ved at udsætte egne behov og ofte havner i konflikter.

    Eksempler:

    • Guidet leg med en nærværende voksen, der hjælper barnet med at finde positive handlemuligheder og strategier i sociale situationer. Dette styrker både relationerne og barnets deltagelse.
    • Støtte i praktiske forhold som manglende skiftetøj: Personalet går i dialog med forældrene og hjælper med at finde løsninger, så barnets trivsel og deltagelse ikke påvirkes negativt.

    Vi arbejder målrettet for, at alle børn – uanset udgangspunkt – føler sig set, inkluderet og som en vigtig del af fællesskabet.

    OVERGANGE – sådan støtter vi dit barn

    I M.C. Holms Børnehus ved vi, at overgange er store milepæle i et barns liv. Derfor arbejder vi målrettet for at gøre alle overgange trygge og gode – både når dit barn starter i vuggestuen, skifter til børnehaven, og når det senere skal videre i skole.

    For os handler en god overgang om, at dit barn føler sig trygt, genkender rutinerne og møder voksne, der har positive forventninger til det. Vi støtter børnene i at være nysgerrige, tage initiativ og turde deltage i nye fællesskaber – alt sammen i et tempo, der passer til det enkelte barn.

    Forældresamarbejdet er vigtigt i alle overgange, og du er en aktiv del af processen. Vi sørger for god dialog, tydelig information og trygge rammer – så du og dit barn ved, hvad der skal ske.

    Havestien – Vuggestue 

    I vuggestuen skaber vi trygge overgange gennem faste rutiner og små læringsrum, der er genkendelige for børnene.

    Vi arbejder med:

    • selvhjulpenhed i garderoben
    • sange og remser
    • ro, gentagelse og trygge relationer

    Vi går i børnehaven, hvor vi leger således legetøjet, rummene, børn og voksne bliver genkendeligt for dit barn.

    Alt sammen gør det lettere for barnet at blive klar til livet i børnehaven.

    Skovstien & Strandstien – Børnehave 

    Når dit barn nærmer sig skolestart, starter det i ældstegruppen. Her arbejder vi med små opgaver, sproglig opmærksomhed, tal, bogstaver og nysgerrighed gennem sjove og meningsfulde projekter.

    Et eksempel er Edderkop-projektet, hvor børnene:

    • læser bøger og lærer fakta
    • tager i skoven og finder edderkopper
    • undersøger, tegner og laver kreative aktiviteter

    Sådan får børnene erfaringer med at fordybe sig, samarbejde og være nysgerrige – alt sammen vigtige skridt på vejen til skolelivet.

     

    Det Gyldne Kompas – vores fælles overgang til skole

    Overgangen fra børnehave til skole er noget helt særligt. Derfor har vi sammen med M.C. Holms Skole og to andre børnehaver udviklet Det Gyldne Kompas.

    Kompasset sikrer:

    • Fælles faglig retning
    • Fælles sprog og forventninger
    • Fokus på fællesskaber – børn hjælper børn

    Målet er, at alle børn oplever tryghed, genkendelighed og et godt møde med deres nye skoleliv.

    Læreplanstemaerne

    Det pædagogiske personale arbejder professionelt med at støtte barnets deltagelses- og læringsmuligheder ud fra dets alder og udvikling.

    Vi arbejder blandt andet med at styrke barnets:

    • Selvfølelse og selvværd
    • Mod til at deltage i fællesskabet
    • Selvstændighed og evne til at være selvhjulpen
    • Kognitive udvikling, fx hukommelse og opmærksomhed
    • Interesser og nysgerrighed

    Vi tilrettelægger dagligdagen, så børn naturligt får mulighed for at øve sig, lære nyt og udvikle sig i fællesskab.

    I vuggestuen hjælper børnene med at dække bord før frokost. Ét barn fra hvert bord henter maden, og vi taler om, hvad der sættes på bordet. Under måltidet taler vi om, hvor maden kommer fra, og opfordrer børnene til at smage på forskellige ting. Det giver både sproglig, social og personlig læring.

    Vores pædagogiske personale arbejder professionelt og omsorgsfuldt med at støtte hvert barn ud fra dets alder og udvikling. Vi giver børnene gode muligheder for at deltage i fællesskabet og udvikle nye kompetencer i hverdagen.

    Vi arbejder blandt andet med at styrke barnets:

    • Evne til at danne relationer
    • Forståelse for konflikter og samarbejde
    • Venskaber, leg og koncentration
    • Selvkontrol og håndtering af følelser
    • Empati og forståelse for andre

    Vi planlægger dagen, så børn lærer og udvikler sig sammen.
    Fx læser vi højt i samling og inddrager børnene aktivt – med rekvisitter, spørgsmål og henvisninger til bogen i løbet af dagen – så læringen bliver levende og genkendelig.

    Det pædagogiske personale arbejder fokuseret med at styrke barnets deltagelses- og læringsmuligheder med udgangspunkt i barnets alder og udvikling.

    Vi har særligt fokus på at udvikle:

    • Sprog, ordforråd og sprogforståelse
    • Kommunikationsformer
    • Almene begreber
    • Fortællinger og tidlige skriftsprogskompetencer

    Vi arbejder med sproget i alle dagens situationer.

    Vi bruger hverdagens rutiner – fx puslesituationer – til at sætte ord på handlinger, pege, lytte, synge og tale om billeder på vores årstidsplancher.

    Vi laver vi sprogvurderinger ved 3 år.
    Hvis der viser sig sproglige udfordringer, aftaler vi i samarbejde med forældrene en målrettet indsats i hverdagen og evt. sproggrupper. I disse tilfælde følger vi op med sprogvurdering omkring 4 år og hvis der fortsat er udfordringer, igen ved 5-års alderen.

    Det pædagogiske personale arbejder professionelt med at støtte barnets deltagelses- og læringsmuligheder ud fra dets alder og udvikling.

    Vi arbejder blandt andet med at udvikle:

    • Fin-, grov- og sansemotorik
    • Kropsforståelse
    • Praktiske færdigheder i hverdagen
    • Sundhed og kostvaner

    I Børnehuset prioriterer vi, at alle børn er ude hver dag. De fleste vuggestuebørn og alle børnehavebørn har desuden en ugentlig turdag. Derudover har vi motorikrum med mulighed for bevægelseslege indendørs.

    Når vi er på tur til Legind Skov, stopper vi ofte i lyngbakkerne. Her udfordres børnene motorisk, når de bevæger sig op og ned ad bakkerne. De voksne støtter og guider, og vi anerkender børnenes indsats og fremskridt.

    I hverdagen inddrager vi motorisk udvikling i rutiner og aktiviteter, fx finmotorik ved perler, puslespil, tegning eller når barnet øver sig i at tage strømper på.

    Det pædagogiske personale arbejder professionelt med at støtte barnets deltagelses- og læringsmuligheder med udgangspunkt i dets alder og udvikling.

    Vi arbejder blandt andet med at udvikle barnets:

    • Kendskab til naturen og årstiderne
    • Faglig viden om naturfænomener
    • Glæde ved og nysgerrighed på at færdes i naturen
    • Matematisk opmærksomhed
    • Evne til at eksperimentere og undersøge naturens materialer

    Vi tilrettelægger hverdagen, så børnene både deltager i voksenstyrede aktiviteter og får mulighed for at lære gennem deres egen nysgerrighed.

    På en tur i skoven finder en gruppe børn et vandløb, som fanger deres interesse. Den voksne følger børnenes optagethed og understøtter læringen ved at stille spørgsmål, forklare og hjælpe børnene med at undersøge det, de ser. På den måde bliver naturen et naturligt læringsrum, hvor børnene både opdager, eksperimenterer og tilegner sig ny viden.

    Det pædagogiske personale arbejder professionelt med at støtte barnets deltagelses- og læringsmuligheder med udgangspunkt i barnets alder og udvikling.

    Vi arbejder blandt andet med at udvikle barnets:

    • Kendskab til teater, musik, bøger, historie og museer
    • Kendskab til traditioner og den danske sangskat
    • Kreativitet og forskellige udtryksformer
    • Musikalitet
    • Interesse for kulturelle fællesskaber

    Vi inddrager kulturelle oplevelser og traditioner i hverdagen i både planlagte aktiviteter og spontane læringssituationer.

    Hvert år arrangerer de ældste børn fra Strandstien og Skovstien et Luciaoptog. Forløbet indebærer øvelse i at synge Luciasangen, gå sammen i række og være en del af en fælles tradition. Børnene optræder for Børnehuset, for ældrecentret og til sidst for deres familier.

    Øvrigt indhold

    I M.C. Holms Børnehus samarbejder vi med en række lokale aktører, som bidrager til børnenes oplevelser, læring og dannelse. Mange af samarbejderne er faste traditioner, som kan ses i vores årshjul, mens andre foregår løbende efter behov.

    Det er vigtigt for os, at børnene får et naturligt forhold til det samfund, de er en del af. Derfor præsenterer vi dem for forskellige miljøer, kulturoplevelser og aktiviteter, som styrker deres forståelse af fællesskab og kulturarv.

     

    Vi samarbejder blandt andet med:

    Limfjordsteatret
    – Årligt teaterprojekt med både forestilling og workshops for børn og personale.

    Handelsstandsforeningen
    – Vi hjælper med at udsmykke gågaden ved højtider.

    Ældreområdet
    – Ved fastelavn, påske og Lucia besøger vi ældrecentre, hvor vi synger, danser og skaber glæde på tværs af generationer.

    Folkebiblioteket
    – Vi bruger biblioteket til udflugter, deltager i deres aktiviteter og låner bøger til projekter og hverdag.

    Nykøbing Kirke
    – Vi deltager i børnegudstjeneste til jul og ofte også i Syng Dansk‑dagen og andre arrangementer.

    Museerne på Mors
    – Særligt Dueholm Kloster, men også Skarregård, når udstillingerne passer til børnenes alder og interesser.

    Kulturmødet
    – Hele huset arbejder med et fælles projekt op til Kulturmødet, som udstilles som en samlet installation. Vi deltager også i aktiviteterne under selve mødet.

    Biografen
    – Vi deltager i filmtilbud målrettet børn, og de ældste børn har en afslutningstur i biografen.

    Lokalområdet
    – Vi bruger naturen, skoven, stranden og byens legepladser. På ture taler vi med børnene om de steder, vi passerer, fx butikker, politistation, banker, havnen og dyrehandlen. Desuden besøger vi lokale virksomheder, som vi nogle gange kobler med udviklende legemiljøer i børnehuset.

    Udviklende legemiljøer

    I M.C. Holms Børnehus arbejder vi bevidst med at skabe legemiljøer, der udvikler børnene og giver plads til både ro, fordybelse og aktive lege. Et godt legemiljø skal invitere børnene til at undersøge, eksperimentere, samarbejde og skabe – og samtidig give mulighed for at lege uforstyrret i deres eget tempo.

    Indenfor indretter vi zoner, der understøtter forskellige former for leg:
    – borde til spil, puslespil og kreative aktiviteter
    – små kroge med tæpper til rolleleg, konstruktion og fordybelse
    – materialer placeret i kurve, så børnene let kan vælge og bruge dem

    Vi arbejder med at skabe et roligt og overskueligt miljø, hvor børn kan holde legen i gang og opleve succes i fællesskab med andre.

    Udenfor tilbyder legepladsen og gårdhaverne mange muligheder for udviklende leg: motoriske udfordringer, naturundersøgelser, konstruktion, rolleleg og sanseoplevelser. Her kan børnene grave, finde regnorme, undersøge planter i højbede, bygge med materialer og bruge kroppen aktivt.

    Vores mål er at skabe legemiljøer, hvor børn bliver nysgerrige, modige og engagerede – og hvor de oplever, at deres ideer og initiativer er betydningsfulde.

    Sådan arbejder vi i hverdagen

    I vores børnehus arbejder vi nysgerrigt og undersøgende med både vores læringsmiljøer og vores pædagogiske tilgange. Det betyder, at vi hele tiden justerer og tilpasser, så vi skaber de bedste rammer for hvert enkelt barn og for børnegruppen som helhed.

    Teammøder – tæt på børnegruppen

    På teammøderne har personalet fokus på:

    • læringsmiljøet i den enkelte børnegruppe
    • børnenes trivsel, udvikling og fællesskaber
    • egne didaktiske overvejelser og justering af egne pædagogiske praksis i hverdagen

    Personalet er organiseret i teams omkring de enkelte grupper. På Havestien, holdes der gruppemøder.

    Faglige refleksionsmøder – fordybelse i pædagogisk praksis

    Her arbejder medarbejdere på tværs.
    På møderne drøfter vi de pædagogiske situationer og temaer, som medarbejderne bringer ind, og vi bliver klogere på vores praksis sammen.

    Sti-møder – planlægning af hverdagen

    Hver sti (Havestien, Skovstien og Strandstien) holder sine egne personalemøder.
    Her arbejder personalet med:

    • planlægning af aktiviteter
    • justering af rutiner
    • organisering af hverdagen i stien
    Pædagogiske personalemøder – det fælles pædagogiske afsæt

    En gange om året samles hele det pædagogiske personale i børnehuset.
    Her tager vi de større, fælles pædagogiske temaer op, som er vigtige for vores fælles retning og udvikling.

    Hen over året samles vi, efter behov, i starten af et stimøde.

    Pædagogisk udvalg

    Udvalget består af to pædagoger og afdelingsleder fra hver sti. 

    Her drøftes de overordnede pædagogiske rammer og strategier.

    Tilsyn og udviklingsplaner